Kære frivillige

Først og fremmest TAK! Tak, fordi du har vist interesse i Stjernelejren, og i være med til at give ca. 60 børn og unge en uges fantastisk og uforglemmelig ferie. Her på siden kan du finde lidt generel information om at være hjælper på Stjernelejren.

Hvad vil det sige at være hjælper på Stjernelejren?

Som frivillig hjælper på ferielejr skal man have lyst til at give udsatte børn og unge en masse gode og rare oplevelser. Vi mødes altid på en forberedelsesweekend i foråret og planlægger sjove aktiviteter, lege, løb, udflugter, underholdning og fis og ballade for børnene.

På selve lejren gennemfører vi så de planlagte aktiviteter, som er rare at have forberedt på Forberedelsesweekenden, så al tiden på lejren kan blive brugt på børnene og på at have det sjovt. Hjælperne bliver inddelt i nogle forskellige grupper, så man ved hvilke børn man skal spise med, hvilke børn man skal putte om aftenen, og hvilke aktiviteter man som hjælper skal være med til at være tovholder på.

Udover forberedelsesweekenden og lejren, så er Stjernelejrens hjælpere de bedste hjælpere der findes, og vi har et godt sammenhold, også når der ikke er lejr. Vi mødes tit til julefrokoster, evalueringsweekender og andre gode lejligheder, og mange af vores hjælpere har været med i flere år.

Hvad vil det sige at være på Stjernelejrens køkkenhold?

Som frivillig i køkkenet på Stjenelejren, skal man have lyst til at lave rigtig, rigtig meget mad sammen med 7 andre seje frivillige. Inden lejren starter laver vi en madplan, så der er styr på hvad der skal laves af hvem og hvornår. Det gør, at man også nogle gange kan smække benene lidt op og tage en kop syllabob, eller kan agere monster eller prinsesse i et løb for børnene.

Maden på Stjenelejren er altid rigtig god, og børnene sætter kæmpe stor pris på det. Nogle har aldrig set så meget mælk på én gang, andre har tænder der løber i vand når vi skal have aftensmad. Som frivillig i køkkenet skaber man altså mindst ligeså meget glæde hos børnene som hjælperne gør, og det er også i køkkenet at nogle af de børn der har brug for en pause fra leg og ballade kan komme ud og hjælpe til.

Hvordan bliver jeg frivillig på Stjenelejren?

Som hjælper på Stjenelejren skal man være fyldt 18, og man skal kunne deltage på Forberedelsesweekenden og på hele lejren. Se datoerne nedenfor.

Hvert år fra december til marts er der åbent for ansøgninger til Ungdommens Røde Kors’ 23 ferielejre. Her kan du skrive lidt om dig selv, hvorfor du gerne vil med på lejr og om du fx har vundet danmarksmesterskabet i at bygge sæbekassebiler eller bare rigtig godt kan lide at lave perleplader. På Stjernelejren er der plads til ca. 40 frivillige. Du kan ansøge her, og husk at Stjernelejren er lejr nummer 19.

Vigtige datoer

Forberedelsesweekend: 4-6. juni 2021
Vi starter fredag aften og slutter søndag eftermiddag.

På Forberedelsesweekenden møder vi hinanden, laver sjove aktiviteter og planlægger årets lejr. Weekenden er obligatorisk, hvis man vil med på lejr.

Lejr: 24. juli til 1. august 2021
Vi ankommer lørdag d. 24. juli om formiddagen og gør alt klar til, når børnene ankommer søndag d. 25. juli.
Børnene tager hjem igen d. 31 . juli, og vi bruger dagen på at pakke sammen. Om aftenen er der stor frivilligfest, og så tager vi hjem søndag d. 1. august.

Hvad er Ungdommens Røde Kors?

Læs mere om Ungdommens Røde Kors på www.URK.dk.

Hvis du har nogen spørgsmål til Stjernelejren kan du skrive til lejrledelsen her.